Hvad er et stemningsbillede?

Jeg er lidt en nørd på mange områder og desværre også på sproget. Det betyder at jeg tit observerer hvordan sproget bruges, hvordan det ændrer sig og ikke mindst når det bruges forkert!

Noget der skal tages i opløbet, er den stigende tendens til at kalde alle éns billeder for stemningsbilleder.

Hvordan defineres et stemningsbillede?

Ifølge ordnet.dk (og mig selv) defineres et stemningsbillede som et billede, digt, lyd eller video der skildrer en stemning.

Hvordan skildrer man så en stemning?

En gruppe børn der fisker. (Foto: iStockPhoto)

For at give modtageren et indtryk af stemningen, er det vigtigt at man har så mange af de stemningsgivende elementer med som muligt. F.eks. til familiefrokosten kan det være onkel der fortæller højlydte vittigheder og gerne én eller flere der griner af dem.

Til begravelsen kan det være de sørgmodige og alvorlige blikke eller sågar tårer i deltagernes øjne.

Hvad skildrer ikke en stemning?

Et billede ud over en flok mennesker er ikke nødvendigvis et stemningsbillede. Især er det svært at opnå en stemning hvis billedet er taget ud over en mængde. Det kan dog lade sig gøre med et billede ud over f.eks. en røgfyldt bankohal fra 90’erne, hvor mange med det samme kan leve sig ind i hvordan der var at være der. Man skal dog være opmærksom på at mange ikke har været sådan et sted men i min bog fungerer det.

Et andet eksempel er en demonstration hvor du fint kan se at der var mange med og vejret var godt, men det kræver ofte at man kan se et udtryk i de deltagendes ansigter for at opfange selve stemningen.

En søgning på Google, giver bl.a. et billede af et tomt dækket bord i varmt, dæmpet lys. Det giver ikke et indtryk af stemningen i rummet overhovedet, kun at atmosfæren er mørk og varm. Her kunne man sætte personer ind omkring bordet og afhængigt af deres krops- og ansigtsudtryk kunne billedet vise vidt forskellige stemninger.

Samme søgning giver også billeder af solnedgange og selvom de er flotte, kan de heller ikke sige noget om stemningen på stedet.

Hvad skal du huske?

Sørg for at få personer der afspejler stemningen med i fokus og nøjes evt. med med få personer hvis det er nok til at afspejle stemningen.

Tag altid billederne i øjenhøjde hvis det er muligt. Oftest vil man rejse sig og hæve kameraet for at få så mange med på billedet som muligt, men det er ikke opskriften på et stemningsbillede.

Et videoklip er så meget mere egnet til at fange en stemning, her får man latter, udråb eller bare den brummende lyd af en forsamling med.

Hvis du skal bruge et billede af solnedgangen, så sørg for at ledsage det af nogle ord der kan være med til at beskrive stemningen. F.eks. vil teksten “Da solen gik ved, lagde vinden sig og den lune luft gjorde at vi kunne sidde og snakke iført t-shirts” bidrage enormt til stemningsbilledet.

Sidst skal du huske at stemningsbillede er et sammensat ord, som på dansk skrives i ét ord 🙂

Kommentarer

kommentarer