Da jeg sad og kiggede på nettet mandag d. 20. oktober 2014, faldt jeg over en omtale af Århus Nat Marathon, som jeg sidst har gennemført i 2009 (og desværre udgik af i 2010). Det er et ret hyggeligt løb som løbes om natten på og omkring havnen i Århus.
Det fik mig til at tænke på om det ville være muligt at gennemføre en marathon i rimelig tid uden at træne op til det.
Min umiddelbare konklusion blev negativ, primært fordi jeg kan huske alle de pinsler jeg måtte gå igennem da jeg gennemførte i 2009. Det var virkelig nogle hårde kilometer til sidst, og da var jeg endda i rimelig god form.
Så er der selvfølgelig muligheden at nøjes med en halvmarathon. Det må da kunne lade sig gøre og fem minutter senere var jeg tilmeldt og havde betalt. Løbet foregik d. 26. oktober kl. 1 om natten og jeg havde således en arbejdsuge til at træne lidt. Jeg satte mig endda som mål at løbe på under to timer, så der var noget at løbe efter.
Hvordan skal det så gribes an? Jeg kunne løbe en kort tur tirsdag, nå at komme mig over de ømme ben og løbe en kort tur igen torsdag eller fredag. Dette kunne dog resultere i at mine ben ikke nåede at blive friske til løbet, så jeg besluttede mig for, i stedet, at løbe en tredjedel af distancen tirsdag. Det blev til en tur på godt 6,5 km rundt omkring Langenæs og Åbyhøj og det gav selvfølgelig ret ømme ben i de kommende dage, men med en omgang massage var jeg frisk og klar til lørdag nat.
Midnat lørdag hoppede jeg på cyklen gennem det århusianske natteliv og ned til Roklubben, hvor starten skulle gå. Jeg følte mig i virkelig fin form, men det skyldtes nok mest at det gik ned ad bakke det meste af vejen. Jeg var ikke lige så spændt som før mit første natløb, men alligevel lidt usikker på om det nu var en god idé at prøve en halvmarathon uden træning og midt om natten hvor min krop er vant til at sove…eller i det mindste til ikke at løbe rundt på havnen.
Da jeg havde fået min smarte (og obligatoriske) refleksvest på og ventede på at starten skulle gå, var jeg faktisk fuld af overskud og selvom jeg havde respekt for distancen troede jeg faktisk at det skulle gå let nok.
Det skulle det ikke helt.
De første kilometer var egentlig bare et spørgsmål om at komme frem i gruppen. Der er mange mennesker på en lille gade og det ville kræve en masse unødige kræfter at løbe zigzag for at komme op i mit naturlige tempo. Så jeg startede let ud.
Første del af rundstrækningen, som skulle løbes 4 gange, gik fint og 2. halvdel gik med at lære ruten at kende især på stykket langs strandparken (med strandsand) og langs havnekanten i den nye bydel Århus Ø. Der var lidt flere ujævne overflader end jeg brød mig om, men det er jo også et lidt specielt løb.
Også næste omgang gik fint, selvom jeg var begyndt at kede mig lidt. Jeg var blevet mere alene på ruten og der er egentlig ikke noget spændende over ruten midt om natten. Mange steder var der helt mørkt, mens der andre steder holdt biler for at lyse ruten op – ja, det er ikke just fine forhold.
På tredje omgang begyndt jeg at mærke hvad det betød at jeg ikke var i ordentlig form til løbet. Mine ben begyndte at brokke sig over behandlingen og den første trang til at udgå begyndte at melde sig.
Det havde jeg nu også regnet med, men siden jeg allerede var over halvvejs, var det bare at fortsætte. Tredje omgang var nu ikke ligefrem sjov, men det var ingenting sammenlignet ved den sidste.
De sidste 5 kilometer var ikke just det sjoveste jeg har prøvet. Mine ben skreg til mig at jeg skulle stoppe med mishandlingen og det var stort set ren viljestyrke der trak mig afsted. Mine lægmuskler begyndte at stramme sig og true med at gå i krampe og tanken om at få en overbelastningsskade strejfede mig.
Der var dog ikke noget at gøre, jeg var nødt til at fortsætte og efter de sidste opslidende kilometer luntede jeg over målstregen i tiden 1:58:41. Det føltes fantastisk da jeg blev hjulpet af med chippen i snørebåndet, så jeg ikke skulle ned på hug og med medaljen om halsen var jeg en glad mand. Træt men glad.
For ikke at blive kold, sprang jeg direkte på cyklen og cyklede hjem til at virkelig lækkert bad og tørt tøj. Natten blev dog ikke særlig sjov, mine ben skiftedes til at true med at gå i krampe, så min søvn blev noget forstyrret.
Konklusionen blev at det, for mig, godt kunne lade sig gøre at løbe en halvmarathon uden træning. Det er dog absolut ikke noget jeg vil anbefale. Hvis man vil gøre det for udfordringens skyld, er det bedre at træne sig op og gå efter en god tid. Det er virkelig surt at blive overhalet af andre med en omgang og samtidig føle at man virkelig løber med alt hvad man har.
Det at risikere en skade er heller ikke en helt uvæsentlig grund til at træne lidt i forvejen. Det betyder ikke bare en pause fra sport, men et par velfungerende ben er nu ret gode at have i hverdagen også.
Derudover kan man nyde løbet meget mere når man ikke slås med sine ben hele tiden.